Jesper Fuhr Hansen

Jesper Fuhr Hansen

Salgskonsulent
+45 3014 1771

Jesper Fuhr Hansen har altid godt kunnet lide udfordringer og eventyr. I sine yngre dage bjergbestigning og klatring. Og da der kom børn – og deraf følgende ansvar – til, så skiløb, mountainbike og trekking.

”Havde jeg levet i et andet århundrede, så var jeg nok blevet opdagelsesrejsende. For jeg er nysgerrig på andre mennesker og andre kulturer og på oplevelser”, siger Jesper Fuhr Hansen, der ser en hel del paralleller til det i arbejdet med salg.

”Jeg får den samme spænding, når jeg kontakter en ny kunde. Hvad er han mon for en? Hvordan lærer jeg ham at kende? Hvilke værktøjer skal jeg have i spil, for at vi får en god og konstruktiv dialog? Der er en hel masse psykologi i det – og udfordringen er at vælge den rigtige rute ind til kunden -nøjagtig som når man skal klatre. Det handler om at undgå de punkter, hvor man ikke kan komme videre”.

Jesper Fuhr Hansen er ikke i tvivl om, hvad et godt salg er!

”Det er når kunden starter med at sige: Det kunne potentielt godt have været interessant for os, men du er for sent ude, da vi allerede er så småt i gang med en af jeres konkurrenter. Så ved jeg, at min argumentation skal være i orden, og at jeg er nødt til at læse kunden helt rigtig, hvis jeg skal opnå succes. Jeg kan godt lide, når der skal kæmpes for ordrerne. Det motiverer meget og så får jeg også det adrenalin-sus, som jeg kan få, når klarer en svær nedkørsel på ski eller på min mountainbike. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at udfordre mig selv”.

For Jesper Fuhr Hansen handler det også om at lære noget nyt hver dag.

”Salg handler i høj grad om viden. Jo mere jeg ved om det produkt jeg skal sælge og det marked jeg skal sælge til, desto bedre kan jeg hjælpe mine kunder med at træffe de rigtige valg. Derfor handler det også lige så meget for mig om at lytte. Et salgsmøde hvor jeg ikke sælger noget, kan sagtens være en kæmpe succes for mig. For dels skal jeg jo ikke sælge noget til kunden, som han ikke har brug for. Dels så kan jeg have lært rigtig meget nyttigt om hans branche, som gør, at jeg bliver en meget dygtigere sælger fremadrettet. Og så har jeg jo skabt begyndelsen på en relation, når jeg hiver fat i kunden næste gang, hvor han måske har brug for noget, når jeg ringer”.

Jesper Fuhr Hansen tilfører InDuet mere end 30 års salgserfaring fra forskellige brancher.